VORES FAG
VORES FAG
På Vor Frue Friskole underviser vi i folkeskolens fagrække, med enkelte undtagelser.
Eksistens i stedet for Kristendom
Øst- og Syd-eleverne (3.-8. kl.) har en times Eksistens om ugen. Det er et fag, der indeholder religion, etik og filosofi. Med afsæt i elevernes hverdagserfaringer og interesser underviser vi i, hvordan vores og andre kulturer anskuer livet og døden. Vi har i det forløbne år bl.a. arbejdet med skabelsesmyter og forskellige religioners ritualer. Vi har også arbejdet med, hvilke værdier der styrer vores handlinger og valg, og med hvordan handlinger kan dække over forskellige værdier.
Bevægelse i stedet for Idræt
Vi underviser alle elever på skolen i bevægelse en gang om ugen. Der er fokus på træning af boldbehandling, motorik og koordination. Der er også fokus på at lære holdspil og lege, og dermed træne sociale færdigheder. Undervisningen foregår udendørs året rundt.
De musiske fag i perioder
Musik, billedkunst, hjemkundskab og håndværk og design er ikke faste på ugeskemaet, men ligger periodevist i tematimerne.
Orienteringsfag i perioder
Natur/teknologi, geografi og historie er ligeledes lagt periodevist i tematimerne.
Skoleskak
I perioder henover skoleåret har vi skoleskak på skemaet. Vi deltager også årligt på Skolernes Skakdag.
Læs mere om skoleskak på Vor Frue Friskole her.
Teater for alle
Vi arbejder med drama i tematimerne, og alle er med til at spille teater for forældrene en gang om året i forbindelse med vores sommerfest.
Tonga
I et par uger om året har skolens ældste elever Tonga i tematimerne. Her kan man gøre, hvad man har lyst til, så længe det er noget, man kan lave i skolen, og ikke er foran en skærm. Måske vil man øve sig på at bage den bedste chokoladekage, eller måske skal hytten i junglen skal have penthouse-etage. Måske vil man lære at strikke, eller måske skal den 7-tabel sættes fast én gang for alle?
Tysk fra 7. klasse
Vi underviser i tysk fra 7. kl. Eleverne i 6. kl. kan vælge at deltage i timerne, men det er ikke et krav.